Ringenes Herre i IMAX

En hobbit rejser ud i den store verden - og for første gang i IMAX!

Det er i år 20 år siden, at den første Ringenes Herre film havde biografpremiere, og hobbitten Frodos lange, lange rejse begyndte for at ødelægge Saurons ring i Mordor. Det kalder naturligvis på en fejring - og en ordentlig en af slagsen. Derfor kan du nu for første gang opleve trilogien i IMAX-salen!

Ja, du hørte rigtigt - filmene er lavet i helt nye IMAX-versioner i deres originale længder (Theatrical Cut) prioriteret af Peter Jackson med danske undertekster. Det går løs i pinsen, så sæt kryds i kalenderen fra d. 22.-24. maj. Filmene spiller hver dag, så du kan sammensætte dit eget maraton over én eller flere dage.

Når en film bliver præsenteret i IMAX, er der reelt tale om en helt anden film, end den man normalt ser. Dels er filmens billed- og lydside opgraderet gennem en særlig DMR® process (Digital Re-Mastering), så man oplever filmen i et specialdesignet og særligt tilpasset visningsmiljø.

Gør dig klar til det ultimative biografevent: En hel pinse med fordybelse i Peter Jacksons legendariske filmtrilogi over J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre-bøger, som for første gang kan opleves på Danmarks største lærreder i IMAX.

Så find det behagelige tøj frem og gør dig klar til en pinse med Ringenes Herre maraton!

 

Varighed:

Ringenes Herre: Eventyret Om Ringen IMAX Længde: 2 timer og 58 min.

Ringenes Herre: De To Tårne IMAX Længde: 2 timer og 59 min.

Ringenes Herre: Kongen Vender Tilbage IMAX Længde: 3 timer og 21 min.